Vindmøller ved Vosnæs Pynt … Værditabserstatning.

En enig bestyrelse indgav i går den 12. august 2025 en anmeldelse af eventuel værditabserstatning til Taksationsmyndigheden i anledning af det verserende projekt om eventuel etablering af vindmøller på Vosnæs Pynt.

Ingen ved, om projektet bliver til noget, men der er fastsat en frist for anmeldelse af et eventuelt værditab, som udløber i morgen den 14. august 2025, og hvis ikke anmeldelsen er fremsendt inden fristens udløb med et gebyr, er opstilleren af møllerne ikke forpligtet til at betale erstatning.

Gebyret udgør kr. 4.000 pr. bolig, og for Andelsboligforeninger beregnes gebyret pr. andel. For vores Forening udgør gebyret således 12 x 4.000 = kr. 48.000, og det beløb er betalt samtidig med, at anmeldelsen er indgivet. En underlig fremgangsmåde. Det virker underligt, at man skal tale om eventuel erstatning, inden man ved om projektet bliver til noget, men det er vilkårene, som bestyrelsen har skullet forholde sig til.

Hvis projektet ikke bliver til noget, bliver gebyret tilbagebetalt og det samme gælder, hvis projektet bliver til noget og Foreningen tilkendes en erstatning på min. 1% af vurderingssummen.

Da Foreningens boliger kommer til at ligge i en afstand fra Vindmøllerne, som andre steder statistisk har udløst en erstatning fra 5 til 15 % – nok tættest på 10 % – er det store beløb, vi kan gå glip af, hvis vi forholder os passive målt i forhold til risikoen for at miste gebyret. Skal Foreningen risikere at miste et gebyr på kr. 48.000, hvis vi gør noget eller skal vi risikere, at miste muligheden for at få en eventuel erstatning på 1.4 – 4.2 mio. kr., hvis ikke vi gør noget?

Bestyrelsen har ikke været i tvivl om, at vi med de odds bør gøre noget, og det er årsagen til beslutningen.

Bedste hilsner
Bestyrelsen


Discover more from Mågen, Svalen og Regnbuen

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.